Ny blog-adresse

Hej kære læsere

Jeg er flyttet til en ny og pænere adresse med forhåbentlig hyppigere opdateringer. Klik her: http://oldiesskriftrulle.wordpress.com/

Kærlig hilsen
AM

Paaskesønnernes Gård

Forleden dag sad Finn og jeg på hjørnet af Torvegade og Rådhusstræde og spiste en softice mens vi lod blikket glide ud over Rådhustorvet. Her troner i midten byens helt Niels Ebbesen på sin sokkel omgivet af det fine gamle Rådhus fra 1700-tallet samt andre pæne, ældre huse. Rådhuset blev i 1930 flyttet 3 m på ruller for at give plads til en udvidelse af Rådhusstræde. Et smukt og rart miljø, som ikke er blevet ofret på byfornyelsens alter, som det er sket så mange andre steder i byen, hvor bevaringsværdige kvarterer og bygninger i tidens løb brutalt er blevet nedrevet for at give plads til vejgennemføringer og moderne, praktiske og desværre ofte grimme bygninger.

Vi fryder os over miljøet på Rådhustorvet, mens vi spiser vores is, indtil blikket falder på det gamle stenhus over for Skt. Clemensgård, og humøret daler betragteligt og vi spørger undrende hinanden, hvordan man dog kan finde på at plastre den kamtakkede gavl på Påskesønnernes Gård, det smukke, gamle stenhus fra 1463, som vist nok er det ældste hus i Randers, til med et så utroligt grimt hus, som helt skæmmer synet af det gamle hus.
I dag

Her ville man virkelig have en chance for at råde bod på fortidens synder ved at rive den grimme kasse ned og evt. opføre en diskret og passende bygning, som lader gavlen på Påskesønnernes Gård stå frit og huset komme til sin ret.
I gamle dage

Det gamle hus rummer i sig selv en interessant historie og figurerer i en gammel folkevise, hvori det hedder:

De Paaskesønner lader bygge et huus
midt på Randers Gade
jeg saae aldrig saae højt et Huus
i alle mit Livs Dage.
De Paaskesønner
forbygger alle Borge.

Det fortælles, at brødrene Peter og Niels Paaske byggede gården, hvoraf i dag kun forhuset står tilbage. Brødrene var driftige Randers-købmænd ligesom deres far, Niels Paaske, som efter et skænderi blev slået ihjel af herremanden Lave Broch fra Gl. Estrup. Denne undslap galgen på grund af sin sociale placering, men blev idømt knæfald, bøn og en stor sum penge til familien Paaske. Man mener, at pengene blev brugt til opførelse af huset på Rådhustorvet.

Americana

Det er alt for varmt til andet end at ligge og meditere i liggestolen i skyggen under blodbøgen. Men så er jeg jo alligevel kommet i gang med en bog, som jeg ikke kan slippe, en bog skrevet af min helt, en supermand som fantastisk nok er blevet valgt som USA's præsident. Bogen er Barack Obamas selvbiografi: Arven efter min Far.

Kan ikke anbefales nok, denne gribende beretning om en klog og viljestærk mand, der på et tidligt tidspunkt i sit liv har sat sig for at gøre Amerika til et bedre sted at leve i for alle fattige, sorte og udstødte. Han skriver om sin barndom på Hawai sammen med de hvide bedsteforældre, i Indonesien i et muslimsk miljø sammen med sin mor og hendes nye mand og om opholdet i Kenya hos sin afdøde fars afrikanske familie, og alt sammen er det præget af en åbenhed og interesse for de forskellige miljøer, han selv er udrundet af. Hvem er jeg, lyder det underliggende spørgsmål gennem hele bogen, som er skrevet i 1995, da Obama var 34 år gammel. På engelsk er bogens undertitel: A Story of Race and Inheritance, og han beskriver meget fint, hvordan det er at være sort amerikaner i et samfund, hvor magten ligger hos de hvide.

I den forbindelse kom jeg til at tænke på en aha-oplevelse, jeg selv havde helt tilbage i 1979 i en 3 dages selvudviklinggruppe i Rajneesh ashram i Poona, Indien, hvor jeg deltog i et zen-inspireret kursus med titlen Intensive Enlightenment. Kurset gik ud på at tømme sindet for alt tankegods for på ægte zen-maner at opnå satori eller oplyst bevidsthed, et temmelig vidtløftigt projekt. Alligevel bevirkede kurset efterfølgende en bemærkelsesværdig opløftelse og klarhed i sindet, men det var sandelig også en mental maratontur at komme igennem. Vi sidder der tilbage i 1979ca. 50-60 mennesker, to personer over for hinanden, på det overdækkede tag af et stort hus i ashramen og skal svare på opfordrinngen 'Tell me who you are' fra den der sidder over for. De to 'zen-mestre', dvs. to amerikanske psykoterapeuter, går omkring blandt deltagerne og svirper os på ryggen med deres bambusstokke, hvis vi ikke lader munden løbe uafbrudt i 15 minutter som svar på opfordringen. Når de 15 minutter er gået, er det den anden der skal snakke, og derefter skifter man partner. Alt - ligegyldigt hvad der dukker op i bevidstheden - skal ud gennem munden, og i 3 dage, kun afbrudt af enkelte mad- og hvilepauser, et par dynamiske kropsmeditationer samt nattesøvnen, som ligeledes foregår på stedet, genlyder taget af mumlen og snak, kun afbrudt af klokker og de strikse kommandoer fra lederne.

Hele forløbet gav en utrolig indsigt i, hvad der egentlig foregår i mennesker, når man er nødt til at give los og uafbrudt give udtryk for hvilke tanker der huserer i en her og nu, og selv følte man sig efterhånden helt udtømt for tanker og som følge af de mentale kraftanstrengelser ekstra sårbar og modtagelig.

Jeg husker, at jeg på et tidspunkt var så udtømt for tanker, at jeg ikke kunne få et ord frem. Det gjorde det heller ikke bedre, at al kommunikation foregik på engelsk, da deltagerne jo kom fra hele verden. På det tidspunkt henimod slutningen af seancen var det eneste, der spontant kom ud af min mund 'Fadervor' på dansk. Han, der sad over for mig og var fra Uruguay, kiggede overrasket og opmærksomt på mig og spurgte, om jeg var dansker. Det kunne jeg jo bekræfte og han fortalte derefter, at han havde danske venner og havde været på besøg i Danmark et par gange og kunne genkende sproget.

Dette var bare en ud af mange mærkelige og bizarre oplevelser. Men kort forinden oplevede jeg det, som jeg kom til at tænke på, da jeg læste om Barack Obamas refleksioner over sig selv som sort mand i et hvidt domineret samfund. Jeg kommer til at sidde over for en sort, midaldrende, amerikansk mand, sandsynligvis collegeprofessor eller akademiker af en eller anden slags. Han sidder der i en gul mønstret silkeskjorte med to dybe rynker i panden og vreden ulmende i de fløjsbrune øjne. Da jeg siger 'Tell me who you are', fortsætter han åbenbart der hvor han slap ved sin sidste partner, for en stadig strøm af vrede og forbitrelse over alle de ydmygelser og nederlag han selv og hans forfædre gennem århundreder har lidt på grund af deres sorte hudfarve vælter ud af ham. Jeg sidder der over for ham med min hvide hud, og måske også fordi jeg er ekstra sårbar i situationen efter de mange mentale udladninger, oplever jeg pludselig en voldsom skyldfølelse som repræsentant for den hvide race med dens mange overgreb over for de sorte, som om jeg alene er ansvarlig for den sorte races hele ulykke, og jeg begynder at tudbrøle højt og ubehersket. Han selv stopper op i sine vredesudbrud og kigger et øjeblik forskrækket og forundret på mig. Så ser han pludselig ganske flink ud og råber med stigende øredøvende stemmestyrke 'bullshit' flere gange efter hinanden. Under de omstændigheder er det umuligt for mig at blive ved med at hulke, så jeg begynder i stedet at grine. Det samme gør han, og snart efter kaster vi os begge to bagover på måtterne og brøler af grin, så ingen på taget kan høre hvad nogen siger. Indpiskerne kommer løbende hen, kigger straffende på os, råber stop og proklamerer pause uden for programmet.

Det var første gang, det for alvor gik op for mig, hvad sorte mennesker må føle på grund af århundreders overgreb fra os hvide, men når man læser Barack Obamas bog, fornemmer man, at han selv gennem refleksion og klogskab har transcenderet og overvundet enhver vrede og forbitrelse i forhold til det hvide samfund. Han ved til bunds, hvorfor de unge sorte kriminelle i Chicagos southside reagerer som de gør, men han besidder tilsyneladende også kraft, overskud og intelligens til at arbejde for at gøre verden til et bedre sted for os allesammen at leve i.

En litterær kat

Her er Mini, det fantastiske dyr, på terrassen sammen med sin herre og mester Finn, som trods mine vedholdende anbefalinger aldrig læser en roman. Desværre - for det er nu engang en af mine egne hovedinteresser, og jeg ville gerne engang imellem kunne snakke bøger med min mand.

Men her fornylig er der så minsandten sket noget. Minis nysgerrighed og interesse for vores bogreol har åbnet en dør på klem. Den har for vane at appellere til vores opmærksomhed ved at pille bøger ud af reolen og så sidde og vente på, at en af os går hen og sætter dem på plads igen. Til sidst syntes Finn, at han lige skulle kontrollere, hvad det dog var for bøger, der gang på gang blev pillet ud, altid de samme. Det viser sig at være Steen Steensen Blichers samlede værker, som plejer at ligge spredt på gulvet, en udgave fra 1911, arvegods fra grandonkel Valdemar Jørgensen med hans fine exlibris i alle bindene. Og siden Finn har opdaget Blicher på gulvet, har han været i gang med helt opslugt at pløje sig igennem hele hans forfatterskab.

Jeg selv kender mest Blicher fra Hosekræmmeren, Præsten i Vejlby og En Landsbydegns Dagbog, skønne noveller, og så selvfølgelig hans vidunderlige sange: Sig nærmer Tiden og Til Glæden som sat i musik af Knud Vad Thomsen nok kan få tårerne til at springe hos selv det hårdeste hjerte:

Til glæden

Hulde engel! du min barndoms ven!
Tro ledsager i de svundne dage!
Sig mig da hvor est du flygtet hen?
Sig mig når, når kommer du tilbage?

Skønt ukendt du engang fulgte mig,
da min sjæl var fri for sorg og smerte;
nu jeg kender, nu jeg sjunger dig.
Ak! hvi flygter du nu fra mit hjerte?

Dengang ukaldt var du altid nær,
leged med mig vågen og i drømme;
nu jeg kalder dig, o ven så kær!
Ubønhørt jeg må i tårer svømme.

Bor du i det hus, hvor første gang
du har mine læber lært at smile?
Bor du på den løvbekranste vang,
hvor du så min morgenstund bortile?

Blev du i den lund, som jeg forlod,
da mig skæbnen ud i stormen kasted?
Hos den kilde, som fra bakkens fod
mellem blomsterne forbi mig hasted?

Bor du højt blandt hine stjerners hær,
som jeg så på himmelbuen tindre?
Har ej himlen da det samme skær?
Er dens høje stjernehvælving mindre?

Er ej nu som fordum lunden grøn?
Kilden klar udi sin blomsterramme?
Er min ungdoms dal ej længer skøn?
Eller - er jeg selv ej mer den samme?

Milde engel! kom endnu en gang!
Fyld min sjæl med hine længsler søde!
Tryl mit hjerte med din serafsang!
Kvæg mit blik med håbets morgenrøde!

Se! jeg søger dig - o kom igen!
Hør jeg kalder, kom igen tilbage!
Før mig til mit gamle Eden hen,
Eller snart du til det nye mig drage!

Blicher blev teolog og præst ligesom sin far, men førte et noget omtumlet liv. Han var på et tidspunkt adjunkt på Randers latinskole, som dengang havde til huse i det gamle helligåndshus.





Foruden sit skriveri var han engageret i demokratiske reformer, nye dyrkningsmetoder, skolevæsen og ikke mindst jagtlivet. Med sin bøsse strejfede han vidt omkring i Midtjylland og kom i kontakt med alle slags mennesker. Det var først efter sin død i 1848 at han for alvor blev anerkendt som en af Danmarks største digtere. De sidste 22 år af sit liv var han præst i Spentrup ved Randers. Her findes der i dag en Blicher Mindestue i Malvinas Hus, forpagterboligen til præstegården hvor hans yndlingsdatter Malvina boede sammen med sin mand forpagteren.



Klik her for flere oplysninger om Blicher: http://www.faaborg-nielsen.dk/custom6.html

Skønt naturområde 500 m fra Randers centrum

Næsten midt i Randers by ligger det nyligt genskabte (2004) naturområde Vorup Enge. Her er der et stort vådområde med en stor fri vandflade, afgræssede enge og enkelte småkrat og skove. Man kan behageligt vandre ad et forgrenet stisystem med flere fugletårne, hvor man kan kigge på de mange fugle, som bl.a. omfatter rørdrum, præstekrave, isfugl, pungmejse, rørhøg, fjordterne samt en masse andefugle. En naturpark faktisk midt i byen.

Der er adgang fra Naturskolen på Gudenåvej og fra motorvejsrastepladsen lige før Gudenåen i nordlig retning.

Her er et par fotos med sprogcentrets lærere på sommertur:

Dog forinden skal jeg lige fortælle om aftenens middagsmenu, nemlig Humus med spidskål, tomatsalat, efterfulgt af blåbær. Denne tilberedes som følger - på slump jeg kan ikke andet, sorry -. Kikærter sat i blød et døgn koges møre en time. Knuses i foodprocessoren, røres op med en god skvæt olie, saft af en halv citron, meget presset hvidløg, salt, peber og evt. lidt vand for at skabe en god konsistens. Hertil fintsnittet spidskål, kogt mør og tør i en klat smør, lidt salt i og drysset med tørrede tranebær. Bagefter fintskårne søde tomater med hakket æg og klippede krydderurter. Til sidst friske blåbær. Voila! Blåbærrene er desværre fra Marokko, smager alligevel godt. Danske blåbær er jo ikke kommet endnu. Hvis nogen læser af denne blog ved, hvor og hvornår man kan finde finde blåbær i omegenen af Randers, så meddel venligst denne blåbær-aficionada

Kritisk gammel bogorm

Jo, det er faktisk hvad jeg er blevet efter at have læst så mange bøger i mit lange liv. Det er en lettelse uden spor af dårlig samvittighed i dag at kunne klappe en bog sammen efter de første 30-40 sider og sige til mig selv. "Ikke den - livet er for kort til dårlige bøger". Sådan havde jeg det ikke før i tiden, hvor jeg tvang mig til pligtskyldigt at læse hele bogen til ende med fare for en lille lur undervejs og efterfølgende ærgrelse over at have spildt tiden. Måske fordi en eller anden autoritet eller kritiker havde rost bogen.

Så meget desto større er fornøjelsen, når jeg så falder i nogle gode bøger, og dem er der heldigvis mange af, hvis man er opmærksom og ser sig omkring. En af de gode, jeg lige har læst, er 'Apropos Opa' af Julia Butschkow. Skrevet i et lettilgængeligt sprog, som også egner sig til sommerlæsning. Læs om den her: http://www.information.dk/183614.

Gode kriminalromaner egner sig også til læsning i liggestolen. Den sidst opdagede gode hedder 'Madam President' af norske Anne Holt.

Jeg undrer mig engang imellem

Hvorfor bringer medierne næsten aldrig de mange positive indvandrerhistorier, spørger jeg gang på gang mig selv. Hvorfor er det kun de vilde ballademagere fra Nørrebro, Vollsmose og Gellerup, som i virkeligheden kun er et fåtal af indvandrere i Danmark, der kommer i Tv-avisen og på forsiden af aviserne? Jeg synes selv, at de mange positive historier er langt de mest interessante, som det ville tjene os danskere bedst - både nationalt og internationalt - at fokusere noget mere på. Den seneste positive historie ud af mange fik jeg igår, da jeg var vikar på sprogcentret.

En intelligent og køn tamilsk kvinde først i halvtredserne kommer på sprogcentret for at blive bedre til skriftlig dansk, så hun kan komme i gang med en pædagoguddannelse. Da jeg spørger ind til hendes historie, fortæller hun, at hun sammen med sin mand og to småbørn flygtede til Danmark i 1986 efter bombeangreb på deres hjem i Jaffna-området på Sri Lanka. Efter en omvej til Canada fik de ret hurtigt asyl i Danmark og har siden da boet i Randers. Manden er ansat i det offentlige, og to af de tre voksne børn arbejder som læger og den tredje er snart færdiguddannet jurist. Deres øvrige familie befinder sig stadig på Sri Lanka, og på grund af krigshandlingerne i det tamilske område har de ikke haft kontakt med dem i over en måned og ved ikke, om de er levende eller døde. Men den lille familie i Randers har i snart 25 år levet et stilfærdigt liv her uden at gøre et stort nummer ud af sig selv og har oven i købet forsynet det danske samfund med tiltrængt højtuddannet arbejdskraft.

Tag på sejltur på Silkeborg-søerne

Har man glemt hvor smukt der er her, så kig på billederne:




Et godt udflugtsmål for en sommerfrokost: www.Aalekroen.dk

Når der kommer en båd med nye Samsø-kartofler

Her har vi lige forsynet os efter at båden fra Samsø har losset kartoflerne af i Mellerup færgehavn. Så er det bare om at komme hjem og spise frokost med små nykogte kartofler, smør, dild og marineret sild sammen med vennerne. Bagefter fred i sindet og en adstadig gåtur langs med fjorden.

Nostalgisk havekigger

Det har været en lettelse for mig at definere mig selv som havekigger i stedet for havedyrker, selv om jeg egentlig gerne ville dyrke både blomster og grøntsager, men det lykkes sjældent rigtigt for mig. Alligevel gør jeg hvert år et halvhjertet forsøg. I år har jeg plantet en gul klatrerose på sydmuren af huset ved siden af en rød rose, som voksede der i forvejen, og som på trods af den magre og stenfulde jord trives rimeligt godt ved hjælp af rigelig gødning. Så har jeg plantet to tomatplanter i krukker på et lunt og solbeskinnet sted og endelig naturligvis beplantet krukkerne på terrassen med margueritter, pelargonier og Flittig Hans. I løbet af sommeren skulle der gerne komme endnu flere potteplanter til.


Ruth, min tidlige ungdoms idol og vejleder udi have, madlavning, boligindretning og syning, var en mester til det hele. Hendes store have på gården i Kousted uden for Randers rummede alt, hvad man kunne ønske sig, og alt voksede smukt og frodigt. I det store brede staudebed voksede der et væld af blomster af alle slags i alle farver. Det forekom mig, at hun bare engang imellem gik lidt rundt derude og daskede med hænderne og gravede planter op og plantede nye, som hun tiltuskede sig forskellige steder. Sommeren igennem kunne man sidde på terrassen og kigge ud over blomsterhavet, som skiftede sommeren igennem. I køkkenhaven var der ud over de sædvanlige grønsager både asparges, artiskokker, jordskokker, majroer og i drivhuset selvfølgelig tomater, agurker, peberfrugter og vindruer. Dertil kom så frugthaven med forskellige slags æbler, pærer, blommer og kirsebær.


Hun var selvfølgelig et idol, som var umulig at leve op til, men jeg har alligevel forsøgt mig som eksemplarisk havedyrker et par af de steder, vi har boet, og en eneste gang er det lykkedes at tilnærme mig idolet. Det var så langt tilbage som i 1974, hvor vi boede i et idyllisk bondehus i Jonstrup nord for København lige op til Hareskoven og i nærheden af Søndersø, hvorfra Storkøbenhavn henter sin vandforsyning.




Her bag ved huset havde vi en stor grund, en brakmark som skrånede ned mod Søndersø, og som ikke havde været dyrket i mange år, ud over at naboen, Gammel-Aksel, havde fået lov til at lade et par køer eller heste græsse der engang imellem.




Ham fik vi nu til at oppløje et stort stykke af marken til køkkenhave, og da foråret kom, fik jeg mine lyster styret og såede alle mulige grøntsager. Resultatet oversteg alle forventninger, måske fordi jorden havde ligget brak så længe, for det væltede op med alle de grøntsager, jeg kendte fra Ruths have, incl. jordskokker, skorzonnerødder, majroer, rosenkål, ja alt muligt. Jeg var i den syvende himmel og gjorde som Ruth plejede at gøre, nemlig at forsyne venner og bekendte - stakler som boede i det indre København og kun havde en ussel altan - med alle herlighederne. Og vi selv svælgede i vegetariske lækkerier resten af året.

Euforien varede kun et år. Allerede næste år var entusiasmen og energien dalet og resultatet tilsvarende. Nogen Ruth bliver jeg aldrig, men det er næsten også for meget forlangt.

Massimos olie

Spiser du tilstrækkelig med fedt spørger zoneterapeuten, da jeg klager over smerter i venstre side af tyktarmen. Jeg ser vist nok noget måbende ud, for man skal da holde måde med fedtindtagelsen for ikke at blive for tyk. Smør på brødet bruger vi slet ikke her i huset og jeg steger kun i olie, som regel rapsolie. Hun forklarer mig så, at det er godt at spise moderate mængder af god olie for at 'smøre' tyktarmen, så der ikke forekommer ufordøjede ophobninger, som kan give ubehag.
Den sluger sundhedsapostlen råt, og tilfældigvis sker der det, at hun et par dage efter af søster Lene får en flaske af Massimos olie. Massimo er Lene og Mogens' nabo i Blera i Italien. Foruden at være ejer af den lokale bar ejer han også en olivenplantage og presser sin egen olivenolie. Et vink af skæbnen og jeg følger straks zoneterapeutens anbefaling og spiser en skefuld for at smøre tyktarmen. Og aldrig har jeg dog smagt så god en olie. Det er jo imidlertid meningen, at olivenolie skal bruges i maden og ikke som medicin, så her er et par af de seneste måltider hvor jeg har brugt Massimos olie:

Kartoffelsalat
Babykartofler - eller allerhelst nye danske som snart er available - koges møre. De lune kartofler vendes i en dressing bestående af den omtalte olie, vinaigre, dijonsennep, fintklippet dild, purløg og persille samt salt og peber. Serves sammen med æg, tomat og røget hellefisk (som vi her i huset foretrækker fremfor røget laks) eller anden kold fisk.

Husets humus
Kikærter som er sat i blød aftenen i forvejen skylles grundigt og koges 1 time. Skummes ofte. Efter at vandet er hældt fra, afkøles de, kvases i foodprocessoren og røres sammen med olien, rigeligt med citronsaft og presset hvidløg, salt og peber. Kom gerne lidt vand i for at opnå en smidig konsistens. Smager godt sammen med tomatsalat og wokstegte grøntsager.

Jeg skal huske at sige, at ubehaget i tyktarmen er væk!

Shame on me

Har aldrig fået lært at skifte hjul på en bil, fordi jeg er gift med en, der altid har klaret den slags sager. Men det kan han altså ikke mere. Hans pianisthænder er blevet for svage. Derfor ku jeg så ikke træde til, da det ene baghjul pludselig var fladt, da vi skulle i Netto og ud for at kigge på stendysser i omegnen. Heldigvis fik vi fat på en flink Falck-mand, som i et snuptag skiftede hjul, så nu er vi atter mobile. Jo, Falck-abonnementet er en god investering!

Nu har vi fået forrådskammeret fyldt op og har travet omegnen tyndt og har netop nydt et glas rødvin på terrassen, og minsandten reservehjulet er atter i orden og på plads.

Har været blog-doven på det seneste. Her er et par andre blogs at muntre sig med indtil inspirationen igen melder sig:

http://blog.politiken.dk/milos/

http://blog.politiken.dk/bibliopaten/

Zoneterapi

Jeg går til zoneterapi hver 14. dag hos en erfaren og kompetent zoneterapeut og tror fuldt og fast på, at zoneterapi indvirker positivt på mit helbred, både præventivt og akut når jeg føler mystiske symptoner i kroppen. Måske er det pga. zoneterapien samt - og det må jeg ikke glemme - det daglige kosttilskud bestående af fiskepiller, Gerimax. kalk, D-vitaminer og glucosamin, at jeg sjældent fejler noget. Svært at bevise, for hvordan ville jeg have det, hvis jeg ikke foretog disse ting. Lige meget, min urokkelige tro får mig til at ofre både tid og penge på sagen. Hvad er så Glucosamin. Jo, det er en ekstrakt af skaldyr indeholdende et stof som skulle vedligeholde bruskvævet i leddene, og dette bevirker minsandten, at jeg ikke længere har generende ledsmerter.
Dette var dagens lille opsang fra sundhedsapostlen, som har masser af andre gode råd. De kommer en anden god gang, for lige nu skal hun ud og lave mad.
I dag står den på:

Husmands-paella

Hak løg og hvidløg fint. Snit grøn peber og tomater. Varm rapsolie i en dyb pande og steg grøntsagerne let heri. Lad 1-2 dl ris stege med et par minutter. Kom grønsagsbouillon, salt, peber, en strøget tsk karry i og lad det snurre i 12 minutter. Tilsæt 150 g optøede rejer og en håndfuld frosne fine ærter og lad det snurre videre under låg i 7-8 minutter. Voila retten er færdig nu og serveres med en blandet salat. Afsluttes med frugt. Så skulle vi vist have fået de 5-6 slags grønsager, vi skal have hver dag.

Ej en sur pligt

Nej, det må endelig ikke blive en sur pligt at holde denne blog rimeligt ajour. Det skulle gerne blive en måde at holde mig selv fast i at causere lidt om løst og fast her i mit pensionistliv ude ved fjorden sammen med min mand og de to forkælede katte.

I dag var en dag med byærinder. De har det med at hobe sig op, når man bor 14 km uden for storbyen Randers og helst skal begrænse sig sig til to ugentlige byture. I dag stod den på fitness. Pragtfuldt med den ugentlige motion og at mærke blodet rulle i årene og muskler og led blive strakt ud og smidiggjort. Så var der frisør - ikke mig, mit hår vokser sig langt og vildt og bliver samlet med et hårspænde - men Finn som langsomt var ved at udvikle sig til en Simon Spies, og som nu mirakuløst ligner Sigmund Freud.

Så var der et par gaver, der skulle købes, og endelig på vej hjem storindkøb i Netto. Utroligt hvad vi to personer kan slæbe hjem af fødemidler, og min sandten det hele bliver fortæret. Vi smider nødigt madvarer ud. Mærkværdigvis holder vi stadig hhv. 70 og 76 kg. Det er mig med de 70, hm, hm!

I aften står den vistnok desværre på fastfood. Fitnessen har tæret på mine kræfter. Men for god ordens skyld, så kan man her finde nogle gode fiske-opskrifter: http://www.2gangeomugen.dk/

1. påskedag

Ovre på den anden side af fjorden og plukke årets første anemonebuket.

Mad igen

Hvorfor skal det nu altid handle om mad. Måske fordi jeg har kvittet smøgerne og nu ikke har røget i næsten 4 måneder. Men det kan nu ikke bare være derfor. Det har vist altid handlet meget om mad.

Når jeg er vikar på sprogcentret i Randers, hvilket jeg er nogle gange om måneden, indgår det som en vigtig del, at jeg i det store frikvarter skrår over gaden til kommunens kantine og fylder den største til rådighed stående tallerken med diverse småbidder fra kommunens store, lækre, halv-vegetariske buffet. Det gjorde jeg også i dag, hvor jeg var vikar for en hyggelig og fremkommelig alfa-klasse. Syv flinke og interesserede kvinder fra Congo, Iran. Thailand og Sri Lanka, som jeg også skal undervise i morgen. Deres sædvanlige, stressede lærer er på forlænget påskeferie.

Nå, men derfor er jeg stopmæt og kan næsten ikke holde ud at tænke på aftensmad. Men da Finn kun har fået tre stykker knækbrød med ost til frokost, må jeg jo til det. De optøede, hvide bønner ligger parat i køkkenet, så proceduren er som følger:

Hvide bønner moses enten ved hjælp af hårde knytnæveslag ned i fryseposen med bønnerne eller ved hjælp af den førhen omtalte kartoffelmoser. Mosen blandes med finthakket løg, rasp, 1 æg og lidt mælk samt salt og peber indtil den har frikadellefarskonsistens. Steges på panden i sydende varm olie, 3-4 minutter på hver side, til overfladen er sprød og gylden.
Hertil ovnbagte kartofler og stuvet spinat. Altid efterfulgt af en eller anden form for salat samt frisk frugt.

Ragna hed den første færgemands kone. Derfor hedder den lille færge der besejler Randers Fjord mellem Mellerup og Voer også Ragna. Færgen kan kun tage 4 biler og et par motorcykler ad gangen og overfarten varer såmænd kun 5 minutter.
Her i eftermiddag kunne vi konstatere, at færgen er kommet tilbage fra værft og begyndt at sejle igen. Vejret var helt i top her i Mellerup. 18-20 grader med en svag blålig dis ud over fjorden. Lige en dag til at ligge i bunden af en båd og høre fuglene synge og indsnuse forårsluften! En af påskedagene vil vi tage færgen over til Voer og leje en robåd på naturcentret der.

Og hvad skal jeg så så finde på at lave til aftensmad?

Jo, hvad med Kartoffelmos med røget Hellefisk:

Kog kartofler meget møre og mos dem med en kartoffelmoser (et meget nyttigt redskab). Rør lidt smør, lidt mælk, noget af kartoffelvandet samt salt i og top mosen op på et fad. Læg strimler af røget hellefisk ovenpå og drys rigeligt med tørrrede tranebær over.
Hertil salat med iceberg, tomat, feta og oliven. Efterfulgt af frisk frugt.

Voila! Nemt, sundt, og billigt og ikke specielt fedende.

Nej, dette er ikke nogen aprilsnar, men en vaskeeægte blog. Alle mennesker har jo efterhånden sådan en, så jeg må hellere være med.

Hvad har jeg så lavet i dag. Ikke meget. Slappet af, læst avisen, arbejdet lidt ved computeren - og jo ikke at forglemme - været i haven i det dejlige forårsvejr, hvor jeg har revet blade sammen, fejet fliserne og snuset til violerne.