En litterær kat

Her er Mini, det fantastiske dyr, på terrassen sammen med sin herre og mester Finn, som trods mine vedholdende anbefalinger aldrig læser en roman. Desværre - for det er nu engang en af mine egne hovedinteresser, og jeg ville gerne engang imellem kunne snakke bøger med min mand.

Men her fornylig er der så minsandten sket noget. Minis nysgerrighed og interesse for vores bogreol har åbnet en dør på klem. Den har for vane at appellere til vores opmærksomhed ved at pille bøger ud af reolen og så sidde og vente på, at en af os går hen og sætter dem på plads igen. Til sidst syntes Finn, at han lige skulle kontrollere, hvad det dog var for bøger, der gang på gang blev pillet ud, altid de samme. Det viser sig at være Steen Steensen Blichers samlede værker, som plejer at ligge spredt på gulvet, en udgave fra 1911, arvegods fra grandonkel Valdemar Jørgensen med hans fine exlibris i alle bindene. Og siden Finn har opdaget Blicher på gulvet, har han været i gang med helt opslugt at pløje sig igennem hele hans forfatterskab.

Jeg selv kender mest Blicher fra Hosekræmmeren, Præsten i Vejlby og En Landsbydegns Dagbog, skønne noveller, og så selvfølgelig hans vidunderlige sange: Sig nærmer Tiden og Til Glæden som sat i musik af Knud Vad Thomsen nok kan få tårerne til at springe hos selv det hårdeste hjerte:

Til glæden

Hulde engel! du min barndoms ven!
Tro ledsager i de svundne dage!
Sig mig da hvor est du flygtet hen?
Sig mig når, når kommer du tilbage?

Skønt ukendt du engang fulgte mig,
da min sjæl var fri for sorg og smerte;
nu jeg kender, nu jeg sjunger dig.
Ak! hvi flygter du nu fra mit hjerte?

Dengang ukaldt var du altid nær,
leged med mig vågen og i drømme;
nu jeg kalder dig, o ven så kær!
Ubønhørt jeg må i tårer svømme.

Bor du i det hus, hvor første gang
du har mine læber lært at smile?
Bor du på den løvbekranste vang,
hvor du så min morgenstund bortile?

Blev du i den lund, som jeg forlod,
da mig skæbnen ud i stormen kasted?
Hos den kilde, som fra bakkens fod
mellem blomsterne forbi mig hasted?

Bor du højt blandt hine stjerners hær,
som jeg så på himmelbuen tindre?
Har ej himlen da det samme skær?
Er dens høje stjernehvælving mindre?

Er ej nu som fordum lunden grøn?
Kilden klar udi sin blomsterramme?
Er min ungdoms dal ej længer skøn?
Eller - er jeg selv ej mer den samme?

Milde engel! kom endnu en gang!
Fyld min sjæl med hine længsler søde!
Tryl mit hjerte med din serafsang!
Kvæg mit blik med håbets morgenrøde!

Se! jeg søger dig - o kom igen!
Hør jeg kalder, kom igen tilbage!
Før mig til mit gamle Eden hen,
Eller snart du til det nye mig drage!

Blicher blev teolog og præst ligesom sin far, men førte et noget omtumlet liv. Han var på et tidspunkt adjunkt på Randers latinskole, som dengang havde til huse i det gamle helligåndshus.





Foruden sit skriveri var han engageret i demokratiske reformer, nye dyrkningsmetoder, skolevæsen og ikke mindst jagtlivet. Med sin bøsse strejfede han vidt omkring i Midtjylland og kom i kontakt med alle slags mennesker. Det var først efter sin død i 1848 at han for alvor blev anerkendt som en af Danmarks største digtere. De sidste 22 år af sit liv var han præst i Spentrup ved Randers. Her findes der i dag en Blicher Mindestue i Malvinas Hus, forpagterboligen til præstegården hvor hans yndlingsdatter Malvina boede sammen med sin mand forpagteren.



Klik her for flere oplysninger om Blicher: http://www.faaborg-nielsen.dk/custom6.html

Skønt naturområde 500 m fra Randers centrum

Næsten midt i Randers by ligger det nyligt genskabte (2004) naturområde Vorup Enge. Her er der et stort vådområde med en stor fri vandflade, afgræssede enge og enkelte småkrat og skove. Man kan behageligt vandre ad et forgrenet stisystem med flere fugletårne, hvor man kan kigge på de mange fugle, som bl.a. omfatter rørdrum, præstekrave, isfugl, pungmejse, rørhøg, fjordterne samt en masse andefugle. En naturpark faktisk midt i byen.

Der er adgang fra Naturskolen på Gudenåvej og fra motorvejsrastepladsen lige før Gudenåen i nordlig retning.

Her er et par fotos med sprogcentrets lærere på sommertur:

Dog forinden skal jeg lige fortælle om aftenens middagsmenu, nemlig Humus med spidskål, tomatsalat, efterfulgt af blåbær. Denne tilberedes som følger - på slump jeg kan ikke andet, sorry -. Kikærter sat i blød et døgn koges møre en time. Knuses i foodprocessoren, røres op med en god skvæt olie, saft af en halv citron, meget presset hvidløg, salt, peber og evt. lidt vand for at skabe en god konsistens. Hertil fintsnittet spidskål, kogt mør og tør i en klat smør, lidt salt i og drysset med tørrede tranebær. Bagefter fintskårne søde tomater med hakket æg og klippede krydderurter. Til sidst friske blåbær. Voila! Blåbærrene er desværre fra Marokko, smager alligevel godt. Danske blåbær er jo ikke kommet endnu. Hvis nogen læser af denne blog ved, hvor og hvornår man kan finde finde blåbær i omegenen af Randers, så meddel venligst denne blåbær-aficionada

Kritisk gammel bogorm

Jo, det er faktisk hvad jeg er blevet efter at have læst så mange bøger i mit lange liv. Det er en lettelse uden spor af dårlig samvittighed i dag at kunne klappe en bog sammen efter de første 30-40 sider og sige til mig selv. "Ikke den - livet er for kort til dårlige bøger". Sådan havde jeg det ikke før i tiden, hvor jeg tvang mig til pligtskyldigt at læse hele bogen til ende med fare for en lille lur undervejs og efterfølgende ærgrelse over at have spildt tiden. Måske fordi en eller anden autoritet eller kritiker havde rost bogen.

Så meget desto større er fornøjelsen, når jeg så falder i nogle gode bøger, og dem er der heldigvis mange af, hvis man er opmærksom og ser sig omkring. En af de gode, jeg lige har læst, er 'Apropos Opa' af Julia Butschkow. Skrevet i et lettilgængeligt sprog, som også egner sig til sommerlæsning. Læs om den her: http://www.information.dk/183614.

Gode kriminalromaner egner sig også til læsning i liggestolen. Den sidst opdagede gode hedder 'Madam President' af norske Anne Holt.

Jeg undrer mig engang imellem

Hvorfor bringer medierne næsten aldrig de mange positive indvandrerhistorier, spørger jeg gang på gang mig selv. Hvorfor er det kun de vilde ballademagere fra Nørrebro, Vollsmose og Gellerup, som i virkeligheden kun er et fåtal af indvandrere i Danmark, der kommer i Tv-avisen og på forsiden af aviserne? Jeg synes selv, at de mange positive historier er langt de mest interessante, som det ville tjene os danskere bedst - både nationalt og internationalt - at fokusere noget mere på. Den seneste positive historie ud af mange fik jeg igår, da jeg var vikar på sprogcentret.

En intelligent og køn tamilsk kvinde først i halvtredserne kommer på sprogcentret for at blive bedre til skriftlig dansk, så hun kan komme i gang med en pædagoguddannelse. Da jeg spørger ind til hendes historie, fortæller hun, at hun sammen med sin mand og to småbørn flygtede til Danmark i 1986 efter bombeangreb på deres hjem i Jaffna-området på Sri Lanka. Efter en omvej til Canada fik de ret hurtigt asyl i Danmark og har siden da boet i Randers. Manden er ansat i det offentlige, og to af de tre voksne børn arbejder som læger og den tredje er snart færdiguddannet jurist. Deres øvrige familie befinder sig stadig på Sri Lanka, og på grund af krigshandlingerne i det tamilske område har de ikke haft kontakt med dem i over en måned og ved ikke, om de er levende eller døde. Men den lille familie i Randers har i snart 25 år levet et stilfærdigt liv her uden at gøre et stort nummer ud af sig selv og har oven i købet forsynet det danske samfund med tiltrængt højtuddannet arbejdskraft.