Jeg undrer mig engang imellem

Hvorfor bringer medierne næsten aldrig de mange positive indvandrerhistorier, spørger jeg gang på gang mig selv. Hvorfor er det kun de vilde ballademagere fra Nørrebro, Vollsmose og Gellerup, som i virkeligheden kun er et fåtal af indvandrere i Danmark, der kommer i Tv-avisen og på forsiden af aviserne? Jeg synes selv, at de mange positive historier er langt de mest interessante, som det ville tjene os danskere bedst - både nationalt og internationalt - at fokusere noget mere på. Den seneste positive historie ud af mange fik jeg igår, da jeg var vikar på sprogcentret.

En intelligent og køn tamilsk kvinde først i halvtredserne kommer på sprogcentret for at blive bedre til skriftlig dansk, så hun kan komme i gang med en pædagoguddannelse. Da jeg spørger ind til hendes historie, fortæller hun, at hun sammen med sin mand og to småbørn flygtede til Danmark i 1986 efter bombeangreb på deres hjem i Jaffna-området på Sri Lanka. Efter en omvej til Canada fik de ret hurtigt asyl i Danmark og har siden da boet i Randers. Manden er ansat i det offentlige, og to af de tre voksne børn arbejder som læger og den tredje er snart færdiguddannet jurist. Deres øvrige familie befinder sig stadig på Sri Lanka, og på grund af krigshandlingerne i det tamilske område har de ikke haft kontakt med dem i over en måned og ved ikke, om de er levende eller døde. Men den lille familie i Randers har i snart 25 år levet et stilfærdigt liv her uden at gøre et stort nummer ud af sig selv og har oven i købet forsynet det danske samfund med tiltrængt højtuddannet arbejdskraft.