Ny blog-adresse

Hej kære læsere

Jeg er flyttet til en ny og pænere adresse med forhåbentlig hyppigere opdateringer. Klik her: http://oldiesskriftrulle.wordpress.com/

Kærlig hilsen
AM

Paaskesønnernes Gård

Forleden dag sad Finn og jeg på hjørnet af Torvegade og Rådhusstræde og spiste en softice mens vi lod blikket glide ud over Rådhustorvet. Her troner i midten byens helt Niels Ebbesen på sin sokkel omgivet af det fine gamle Rådhus fra 1700-tallet samt andre pæne, ældre huse. Rådhuset blev i 1930 flyttet 3 m på ruller for at give plads til en udvidelse af Rådhusstræde. Et smukt og rart miljø, som ikke er blevet ofret på byfornyelsens alter, som det er sket så mange andre steder i byen, hvor bevaringsværdige kvarterer og bygninger i tidens løb brutalt er blevet nedrevet for at give plads til vejgennemføringer og moderne, praktiske og desværre ofte grimme bygninger.

Vi fryder os over miljøet på Rådhustorvet, mens vi spiser vores is, indtil blikket falder på det gamle stenhus over for Skt. Clemensgård, og humøret daler betragteligt og vi spørger undrende hinanden, hvordan man dog kan finde på at plastre den kamtakkede gavl på Påskesønnernes Gård, det smukke, gamle stenhus fra 1463, som vist nok er det ældste hus i Randers, til med et så utroligt grimt hus, som helt skæmmer synet af det gamle hus.
I dag

Her ville man virkelig have en chance for at råde bod på fortidens synder ved at rive den grimme kasse ned og evt. opføre en diskret og passende bygning, som lader gavlen på Påskesønnernes Gård stå frit og huset komme til sin ret.
I gamle dage

Det gamle hus rummer i sig selv en interessant historie og figurerer i en gammel folkevise, hvori det hedder:

De Paaskesønner lader bygge et huus
midt på Randers Gade
jeg saae aldrig saae højt et Huus
i alle mit Livs Dage.
De Paaskesønner
forbygger alle Borge.

Det fortælles, at brødrene Peter og Niels Paaske byggede gården, hvoraf i dag kun forhuset står tilbage. Brødrene var driftige Randers-købmænd ligesom deres far, Niels Paaske, som efter et skænderi blev slået ihjel af herremanden Lave Broch fra Gl. Estrup. Denne undslap galgen på grund af sin sociale placering, men blev idømt knæfald, bøn og en stor sum penge til familien Paaske. Man mener, at pengene blev brugt til opførelse af huset på Rådhustorvet.

Americana

Det er alt for varmt til andet end at ligge og meditere i liggestolen i skyggen under blodbøgen. Men så er jeg jo alligevel kommet i gang med en bog, som jeg ikke kan slippe, en bog skrevet af min helt, en supermand som fantastisk nok er blevet valgt som USA's præsident. Bogen er Barack Obamas selvbiografi: Arven efter min Far.

Kan ikke anbefales nok, denne gribende beretning om en klog og viljestærk mand, der på et tidligt tidspunkt i sit liv har sat sig for at gøre Amerika til et bedre sted at leve i for alle fattige, sorte og udstødte. Han skriver om sin barndom på Hawai sammen med de hvide bedsteforældre, i Indonesien i et muslimsk miljø sammen med sin mor og hendes nye mand og om opholdet i Kenya hos sin afdøde fars afrikanske familie, og alt sammen er det præget af en åbenhed og interesse for de forskellige miljøer, han selv er udrundet af. Hvem er jeg, lyder det underliggende spørgsmål gennem hele bogen, som er skrevet i 1995, da Obama var 34 år gammel. På engelsk er bogens undertitel: A Story of Race and Inheritance, og han beskriver meget fint, hvordan det er at være sort amerikaner i et samfund, hvor magten ligger hos de hvide.

I den forbindelse kom jeg til at tænke på en aha-oplevelse, jeg selv havde helt tilbage i 1979 i en 3 dages selvudviklinggruppe i Rajneesh ashram i Poona, Indien, hvor jeg deltog i et zen-inspireret kursus med titlen Intensive Enlightenment. Kurset gik ud på at tømme sindet for alt tankegods for på ægte zen-maner at opnå satori eller oplyst bevidsthed, et temmelig vidtløftigt projekt. Alligevel bevirkede kurset efterfølgende en bemærkelsesværdig opløftelse og klarhed i sindet, men det var sandelig også en mental maratontur at komme igennem. Vi sidder der tilbage i 1979ca. 50-60 mennesker, to personer over for hinanden, på det overdækkede tag af et stort hus i ashramen og skal svare på opfordrinngen 'Tell me who you are' fra den der sidder over for. De to 'zen-mestre', dvs. to amerikanske psykoterapeuter, går omkring blandt deltagerne og svirper os på ryggen med deres bambusstokke, hvis vi ikke lader munden løbe uafbrudt i 15 minutter som svar på opfordringen. Når de 15 minutter er gået, er det den anden der skal snakke, og derefter skifter man partner. Alt - ligegyldigt hvad der dukker op i bevidstheden - skal ud gennem munden, og i 3 dage, kun afbrudt af enkelte mad- og hvilepauser, et par dynamiske kropsmeditationer samt nattesøvnen, som ligeledes foregår på stedet, genlyder taget af mumlen og snak, kun afbrudt af klokker og de strikse kommandoer fra lederne.

Hele forløbet gav en utrolig indsigt i, hvad der egentlig foregår i mennesker, når man er nødt til at give los og uafbrudt give udtryk for hvilke tanker der huserer i en her og nu, og selv følte man sig efterhånden helt udtømt for tanker og som følge af de mentale kraftanstrengelser ekstra sårbar og modtagelig.

Jeg husker, at jeg på et tidspunkt var så udtømt for tanker, at jeg ikke kunne få et ord frem. Det gjorde det heller ikke bedre, at al kommunikation foregik på engelsk, da deltagerne jo kom fra hele verden. På det tidspunkt henimod slutningen af seancen var det eneste, der spontant kom ud af min mund 'Fadervor' på dansk. Han, der sad over for mig og var fra Uruguay, kiggede overrasket og opmærksomt på mig og spurgte, om jeg var dansker. Det kunne jeg jo bekræfte og han fortalte derefter, at han havde danske venner og havde været på besøg i Danmark et par gange og kunne genkende sproget.

Dette var bare en ud af mange mærkelige og bizarre oplevelser. Men kort forinden oplevede jeg det, som jeg kom til at tænke på, da jeg læste om Barack Obamas refleksioner over sig selv som sort mand i et hvidt domineret samfund. Jeg kommer til at sidde over for en sort, midaldrende, amerikansk mand, sandsynligvis collegeprofessor eller akademiker af en eller anden slags. Han sidder der i en gul mønstret silkeskjorte med to dybe rynker i panden og vreden ulmende i de fløjsbrune øjne. Da jeg siger 'Tell me who you are', fortsætter han åbenbart der hvor han slap ved sin sidste partner, for en stadig strøm af vrede og forbitrelse over alle de ydmygelser og nederlag han selv og hans forfædre gennem århundreder har lidt på grund af deres sorte hudfarve vælter ud af ham. Jeg sidder der over for ham med min hvide hud, og måske også fordi jeg er ekstra sårbar i situationen efter de mange mentale udladninger, oplever jeg pludselig en voldsom skyldfølelse som repræsentant for den hvide race med dens mange overgreb over for de sorte, som om jeg alene er ansvarlig for den sorte races hele ulykke, og jeg begynder at tudbrøle højt og ubehersket. Han selv stopper op i sine vredesudbrud og kigger et øjeblik forskrækket og forundret på mig. Så ser han pludselig ganske flink ud og råber med stigende øredøvende stemmestyrke 'bullshit' flere gange efter hinanden. Under de omstændigheder er det umuligt for mig at blive ved med at hulke, så jeg begynder i stedet at grine. Det samme gør han, og snart efter kaster vi os begge to bagover på måtterne og brøler af grin, så ingen på taget kan høre hvad nogen siger. Indpiskerne kommer løbende hen, kigger straffende på os, råber stop og proklamerer pause uden for programmet.

Det var første gang, det for alvor gik op for mig, hvad sorte mennesker må føle på grund af århundreders overgreb fra os hvide, men når man læser Barack Obamas bog, fornemmer man, at han selv gennem refleksion og klogskab har transcenderet og overvundet enhver vrede og forbitrelse i forhold til det hvide samfund. Han ved til bunds, hvorfor de unge sorte kriminelle i Chicagos southside reagerer som de gør, men han besidder tilsyneladende også kraft, overskud og intelligens til at arbejde for at gøre verden til et bedre sted for os allesammen at leve i.