onsdag den 27. maj 2009

Tag på sejltur på Silkeborg-søerne

Har man glemt hvor smukt der er her, så kig på billederne:




Et godt udflugtsmål for en sommerfrokost: www.Aalekroen.dk



søndag den 24. maj 2009

Når der kommer en båd med nye Samsø-kartofler



Her har vi lige forsynet os efter at båden fra Samsø har losset kartoflerne af i Mellerup færgehavn. Så er det bare om at komme hjem og spise frokost med små nykogte kartofler, smør, dild og marineret sild sammen med vennerne. Bagefter fred i sindet og en adstadig gåtur langs med fjorden.

tirsdag den 19. maj 2009

Nostalgisk havekigger

Det har været en lettelse for mig at definere mig selv som havekigger i stedet for havedyrker, selv om jeg egentlig gerne ville dyrke både blomster og grøntsager, men det lykkes sjældent rigtigt for mig. Alligevel gør jeg hvert år et halvhjertet forsøg. I år har jeg plantet en gul klatrerose på sydmuren af huset ved siden af en rød rose, som voksede der i forvejen, og som på trods af den magre og stenfulde jord trives rimeligt godt ved hjælp af rigelig gødning. Så har jeg plantet to tomatplanter i krukker på et lunt og solbeskinnet sted og endelig naturligvis beplantet krukkerne på terrassen med margueritter, pelargonier og Flittig Hans. I løbet af sommeren skulle der gerne komme endnu flere potteplanter til.


Ruth, min tidlige ungdoms idol og vejleder udi have, madlavning, boligindretning og syning, var en mester til det hele. Hendes store have på gården i Kousted uden for Randers rummede alt, hvad man kunne ønske sig, og alt voksede smukt og frodigt. I det store brede staudebed voksede der et væld af blomster af alle slags i alle farver. Det forekom mig, at hun bare engang imellem gik lidt rundt derude og daskede med hænderne og gravede planter op og plantede nye, som hun tiltuskede sig forskellige steder. Sommeren igennem kunne man sidde på terrassen og kigge ud over blomsterhavet, som skiftede sommeren igennem. I køkkenhaven var der ud over de sædvanlige grønsager både asparges, artiskokker, jordskokker, majroer og i drivhuset selvfølgelig tomater, agurker, peberfrugter og vindruer. Dertil kom så frugthaven med forskellige slags æbler, pærer, blommer og kirsebær.


Hun var selvfølgelig et idol, som var umulig at leve op til, men jeg har alligevel forsøgt mig som eksemplarisk havedyrker et par af de steder, vi har boet, og en eneste gang er det lykkedes at tilnærme mig idolet. Det var så langt tilbage som i 1974, hvor vi boede i et idyllisk bondehus i Jonstrup nord for København lige op til Hareskoven og i nærheden af Søndersø, hvorfra Storkøbenhavn henter sin vandforsyning.




Her bag ved huset havde vi en stor grund, en brakmark som skrånede ned mod Søndersø, og som ikke havde været dyrket i mange år, ud over at naboen, Gammel-Aksel, havde fået lov til at lade et par køer eller heste græsse der engang imellem.




Ham fik vi nu til at oppløje et stort stykke af marken til køkkenhave, og da foråret kom, fik jeg mine lyster styret og såede alle mulige grøntsager. Resultatet oversteg alle forventninger, måske fordi jorden havde ligget brak så længe, for det væltede op med alle de grøntsager, jeg kendte fra Ruths have, incl. jordskokker, skorzonnerødder, majroer, rosenkål, ja alt muligt. Jeg var i den syvende himmel og gjorde som Ruth plejede at gøre, nemlig at forsyne venner og bekendte - stakler som boede i det indre København og kun havde en ussel altan - med alle herlighederne. Og vi selv svælgede i vegetariske lækkerier resten af året.

Euforien varede kun et år. Allerede næste år var entusiasmen og energien dalet og resultatet tilsvarende. Nogen Ruth bliver jeg aldrig, men det er næsten også for meget forlangt.

fredag den 15. maj 2009

Massimos olie

Spiser du tilstrækkelig med fedt spørger zoneterapeuten, da jeg klager over smerter i venstre side af tyktarmen. Jeg ser vist nok noget måbende ud, for man skal da holde måde med fedtindtagelsen for ikke at blive for tyk. Smør på brødet bruger vi slet ikke her i huset og jeg steger kun i olie, som regel rapsolie. Hun forklarer mig så, at det er godt at spise moderate mængder af god olie for at 'smøre' tyktarmen, så der ikke forekommer ufordøjede ophobninger, som kan give ubehag.
Den sluger sundhedsapostlen råt, og tilfældigvis sker der det, at hun et par dage efter af søster Lene får en flaske af Massimos olie. Massimo er Lene og Mogens' nabo i Blera i Italien. Foruden at være ejer af den lokale bar ejer han også en olivenplantage og presser sin egen olivenolie. Et vink af skæbnen og jeg følger straks zoneterapeutens anbefaling og spiser en skefuld for at smøre tyktarmen. Og aldrig har jeg dog smagt så god en olie. Det er jo imidlertid meningen, at olivenolie skal bruges i maden og ikke som medicin, så her er et par af de seneste måltider hvor jeg har brugt Massimos olie:

Kartoffelsalat
Babykartofler - eller allerhelst nye danske som snart er available - koges møre. De lune kartofler vendes i en dressing bestående af den omtalte olie, vinaigre, dijonsennep, fintklippet dild, purløg og persille samt salt og peber. Serves sammen med æg, tomat og røget hellefisk (som vi her i huset foretrækker fremfor røget laks) eller anden kold fisk.

Husets humus
Kikærter som er sat i blød aftenen i forvejen skylles grundigt og koges 1 time. Skummes ofte. Efter at vandet er hældt fra, afkøles de, kvases i foodprocessoren og røres sammen med olien, rigeligt med citronsaft og presset hvidløg, salt og peber. Kom gerne lidt vand i for at opnå en smidig konsistens. Smager godt sammen med tomatsalat og wokstegte grøntsager.

Jeg skal huske at sige, at ubehaget i tyktarmen er væk!

mandag den 11. maj 2009

Shame on me

Har aldrig fået lært at skifte hjul på en bil, fordi jeg er gift med en, der altid har klaret den slags sager. Men det kan han altså ikke mere. Hans pianisthænder er blevet for svage. Derfor ku jeg så ikke træde til, da det ene baghjul pludselig var fladt, da vi skulle i Netto og ud for at kigge på stendysser i omegnen. Heldigvis fik vi fat på en flink Falck-mand, som i et snuptag skiftede hjul, så nu er vi atter mobile. Jo, Falck-abonnementet er en god investering!

Nu har vi fået forrådskammeret fyldt op og har travet omegnen tyndt og har netop nydt et glas rødvin på terrassen, og minsandten reservehjulet er atter i orden og på plads.

fredag den 8. maj 2009

Har været blog-doven på det seneste. Her er et par andre blogs at muntre sig med indtil inspirationen igen melder sig:

http://blog.politiken.dk/milos/

http://blog.politiken.dk/bibliopaten/