Nostalgisk havekigger

Det har været en lettelse for mig at definere mig selv som havekigger i stedet for havedyrker, selv om jeg egentlig gerne ville dyrke både blomster og grøntsager, men det lykkes sjældent rigtigt for mig. Alligevel gør jeg hvert år et halvhjertet forsøg. I år har jeg plantet en gul klatrerose på sydmuren af huset ved siden af en rød rose, som voksede der i forvejen, og som på trods af den magre og stenfulde jord trives rimeligt godt ved hjælp af rigelig gødning. Så har jeg plantet to tomatplanter i krukker på et lunt og solbeskinnet sted og endelig naturligvis beplantet krukkerne på terrassen med margueritter, pelargonier og Flittig Hans. I løbet af sommeren skulle der gerne komme endnu flere potteplanter til.


Ruth, min tidlige ungdoms idol og vejleder udi have, madlavning, boligindretning og syning, var en mester til det hele. Hendes store have på gården i Kousted uden for Randers rummede alt, hvad man kunne ønske sig, og alt voksede smukt og frodigt. I det store brede staudebed voksede der et væld af blomster af alle slags i alle farver. Det forekom mig, at hun bare engang imellem gik lidt rundt derude og daskede med hænderne og gravede planter op og plantede nye, som hun tiltuskede sig forskellige steder. Sommeren igennem kunne man sidde på terrassen og kigge ud over blomsterhavet, som skiftede sommeren igennem. I køkkenhaven var der ud over de sædvanlige grønsager både asparges, artiskokker, jordskokker, majroer og i drivhuset selvfølgelig tomater, agurker, peberfrugter og vindruer. Dertil kom så frugthaven med forskellige slags æbler, pærer, blommer og kirsebær.


Hun var selvfølgelig et idol, som var umulig at leve op til, men jeg har alligevel forsøgt mig som eksemplarisk havedyrker et par af de steder, vi har boet, og en eneste gang er det lykkedes at tilnærme mig idolet. Det var så langt tilbage som i 1974, hvor vi boede i et idyllisk bondehus i Jonstrup nord for København lige op til Hareskoven og i nærheden af Søndersø, hvorfra Storkøbenhavn henter sin vandforsyning.




Her bag ved huset havde vi en stor grund, en brakmark som skrånede ned mod Søndersø, og som ikke havde været dyrket i mange år, ud over at naboen, Gammel-Aksel, havde fået lov til at lade et par køer eller heste græsse der engang imellem.




Ham fik vi nu til at oppløje et stort stykke af marken til køkkenhave, og da foråret kom, fik jeg mine lyster styret og såede alle mulige grøntsager. Resultatet oversteg alle forventninger, måske fordi jorden havde ligget brak så længe, for det væltede op med alle de grøntsager, jeg kendte fra Ruths have, incl. jordskokker, skorzonnerødder, majroer, rosenkål, ja alt muligt. Jeg var i den syvende himmel og gjorde som Ruth plejede at gøre, nemlig at forsyne venner og bekendte - stakler som boede i det indre København og kun havde en ussel altan - med alle herlighederne. Og vi selv svælgede i vegetariske lækkerier resten af året.

Euforien varede kun et år. Allerede næste år var entusiasmen og energien dalet og resultatet tilsvarende. Nogen Ruth bliver jeg aldrig, men det er næsten også for meget forlangt.